http://nyhederne-dyn.tv2.dk/article.php/id-37163170:flere-danskere-g%C3%A5r-p%C3%A5-deltid.html

Det er lidt pudsigt, i en tid, hvor det ellers er tidens mantra, at vi skal arbejde mere og mere.

Det kunne da tyde på, at en del mennesker tjener mere, end de har brug for, ved et fuldtidsarbejde

De prioriterer mere tid til sig selv og familien, højere end flere materielle goder.

Dén prioritering er jeg da enig i!
Á propos den verserende efterlønsdebat, ville jeg da hellere bruge et par år mere på arbejdsmarkedet, end have den ugentlige arbejdstid sat op!
Det undrer mig bare, hvorfor man ikke overvejer gradvis tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Med mindre tid på arbejdet, er der også mere tid til f. eks. det frivillige arbejde, og fælles fritidsaktiviteter.
Det kunne vel mindske både livsstilssygdomme, men også give flere kræfter til at tage sig af dem der måske er inde i en dårlig periode.
Det ville give besparelser i samfundet, på sigt.

Modsat, hvis man presser folk til at arbejde fuld tid til langt op i årene, risikerer man at de, når de går på pension, er så nedslidte, at de har brug for pleje i et helt andet omfang end i dag.

Jeg vil tillade mig at gå imod strømmen, og se det som en god udvikling, at folk, der har lyst og råd til det, går på deltid!

Det er et paradoks, hvis vi i eet af verdens rigeste samfund ikke har muligheden for at vælge at leve med mindre arbejde og mindre forbrug.
Det lader til at være teknisk vanskeligt, og mange økonomiske tordenprædikanter præker den vestlige verdens snarlige sammenbrud, hvis ikke alle der på nogen måder kan, arbejder minimum 38 timer om ugen …

Hvorfor?
Hvad er det for kræfter, der tvinger os til at arbejde mere end dét der kræves for at dække vores basale behov … ?
Jeg er ikke i tvivl om, at de er der – kræfterne …
Noget kunne tyde på, at de p. t. mest konkretiseres gennem bankernes og finansverdenens skruestik på diverse regeringer …
Betal, eller hele det finansielle system breyder sammen …
Og, når staten så har lånt penge til banksektoren i form af nye bankpakker, kommer det nye skræmmebillede.
Staten skal spænde livremmen ind og spare, for ellers risikerer den statsbankerot, og så bliver staten sat under administration af de store økonomiske aktører i fællesskab …

Så staten skal sørge for, at befolkningen tvinges til at arbejde mere …
Det er jo en fordel for de omtalte aktører, fordi folk så omsætter deres indtægter i faste værdier og materielle goder, frem for at investere en del af deres kræfter i de bløde, ikke-økonomiserede værdier ude i det civile samfund …
Materielle goder giver sikkerhed og – måske frem for alt – personlig anseelse i et samfund, hvor den grundlæggende sikkerhed vakler …

Hvordan kommer man ud af dén fælde?
Kan vi, på een eller anden led, erobre en del af magten tilbage – over arbejdslivet, og det personlige liv?
Kunne vi, hvis vi ønsker det, målrettet gå efter at reducere arbejdstiden, efter eget valg?
Eller, vil det have så store konsekvenser for vores socialstat, at det ikke er prisen værd?

Det er blot nogle strø-tanker …
Det generer mig voldsomt, at man ikke længere overhovedet diskuterer muligheden for kortere arbejdstid …
Måske er det ikke en mulighed nu …
Men diskussionen bør holdes i luften, til senere brug, før vi alle løbes over ende i skrækblandet benovelse over Tiger Mom syndromet og gør bodsgang klædt i sæk og aske i Glamour-Kulturens Hellige Haller i grænseløs skam over halvfjerdser-socialstatens utilbørlige eftergivenhed over for samfundets store syndere – de skæve, de snurrige, drømmerne og dagdriverne i samfundets undergrund og periferi ….

Jeg går ud ad døren, og omkring husets nordvestlige hjørne.

Vest for huset, var der en gang en græsplæne, omgivet af træer og buske, men helt sådan så der ikke ud i drømmen.

Da jeg lige var drejet om hjørnet, stod der pludselig en østeuropæisk prostitueret … jeg tænkte, nåhja, det er jo hvad man kan forvente når man bor tæt ved en vigtig vej. (huset ligger ikke ved sådan en vej, i virkeligheden.)

Pigen begyndte at snakke til mig på typisk GoogleTranslate-kaudervælsk, altså sådan “Jeg har set profil din og du smuk mand er og jeg er sikker på spændende det ville være at mødes da jeg ville elske dig på din profil – jeg være scmuk ung pige på 45 sort med blond hår og bor i Nigeria København og er meget trofast og loyal”
(Det var ikke lige sådan hun sagde, men – you get the drift … )

Jeg ku’ ikke la’ være med at stoppe op og lægge an til at veksle nogle ord med hende.
Så dukkede der pludselig seks-syv andre østeuropæiske prostituerede frem bag buske og træer, blandt dem en ældre russisk morlille med højt opsat gråt hår og alle i arbejdstøjet.
Jeg tænkte, nu begynder det at se truende ud, jeg må hellere se at komme væk …

Jeg gik ind i huset, og vores hund, en schæfer, begyndte at gø, fordi den kunne høre det rumsterede uden for huset …
Jeg prøvede først at holde den tilbage, men det kunne ikke lade sig gøre, på grund af een eller anden fejl ved en dør.
Men så kom jeg i tanker om, at min mor havde sagt, at hun syntes det var forfærdelig trragisk, at prostituerede ødelagde deres liv på dén måde, og at det var meget synd for dem …
Så var det jo OK at hunden løb ud og bed dem, var min følgeslutning ….

Da hunden så kom hen til omtalte hjørne, gik den fuldstændig grassat.
Jeg tænkte, hvad sker der dog.
Så kom der en skikkelse rundt om hjørnet, slæbende på en gigantisk hund, der blev trukket hen ad jorden.
Den store hund var på det nærmeste hakket midt over, og mens den blev slæbt over stok og sten, jamrede og klagede den sig.
Ikke sådan på den uhyggelige måde, men mere sådan “Ou-Ou-Ou-Ou” som i en tegnefilmsparodi på en engelsk blodhund, sådan lidt Drupy-Dog agtigt.
Ved siden af skikkelsen med hunden gik en kvinde og bar hundens hvalp i en lille kurv.
Hvalpen var meget sød og nuttet, men med et par store hugtænder ud over både underlæbe og overlæbe.

Skikkelsen, der trak hunden, standsede foran mig.
Det var et væsen, der var en mellemting mellem en gourilla og en Bigfoot, behåret overalt, både hoved og krop.
Jeg stod og spekulerede på, om det var en mand med maske, jeg kunne se at det så ud som om det yderste pelslag på hovedet sad på en hjelm eller en maske, men på den anden side kunne jeg se at også partiet inde omkring øjnene var tæt dækket med pels, så jeg  blev ikke helt på det rene med hvad det var …
Men det udtrålede en gemytlig, rolig maskulin selvsikkerhed.

Den sårede kæmpehund havde nu rejst sig op og stod og kiggede venligt-bekymret på mig med det ene øjenbryn løftet, sådan på Ole Sohn manér.
Væsenet, der trak den, sagde så til mig:

“Ja, det kan godt ske, du tror, hunden er ved at dø.
Det er den sådan set også, men jeg har besluttet mig at gi’ den en chance og tage den til dyrlæge”

Jeg blev nysgerrig og spurgte til hundens race.

Væsnet svarede, “Det er en (… husker ikke navnet på racen … ) og det er en hunderace der er ret kompliceret at have med at gøre … den er temperementsfuld og uforudsigelig. Man skal i hvert fald ikke tage den med til Sverige”

…. Dream Over, så vågnede jeg …

Jeg kunne desværre kun finde et engelsk link, selv om jeg så det på DR TV for et stykke tid siden.

http://www.treehugger.com/files/2010/07/londons-new-bicycle-rental.php

Cyklerne kan klejes for en billig penge – eet pund (10 kr.) om dagen, og er det ser endda ud til at være gratis hvis man kun låner dem for en kort tur.

Cyklernes baser er såkaldte “docking stations”, og det er meningen at der skal være 6000 cykler og 400 “docking stations” når systemet rigtig kommer i gang.

Der er virkelig tale om ‘dele-cykler’, man kan kun regne med at komme fra start til første stop.
Der er ingen lås på cyklen, så hvis man stiller cyklen fra sig og går ind i en butik, er der absolut ingen garanti for den er der, når man kommer ud igen.
Altså er hensigten transport fra ‘docking station’ til ‘docking station’.

Trafikmyndighederne i London har det så også som vision, at cyklerne i stor stik skal fungere i sammenhæng med de offentlige transportmidler, og håbet er faktisk, at dén kombination på sigt vil nedbringe biltrafikken i Londons centrum betragteligt …

Jeg synes det er et meget stort og positivt skridt, at man begynder at tænke cykling ind i storbytrafikken i dén grad og dét omfang.

Som en vigtig detalje, er cyklerne bygget som (som blog’en på link’et beskriver det) “tohjulede tanks”, meget robuste konstruktioner, der er svære at ødelægge.
Det er rigtige brugs-cykler, og ikke (kun) til turist-hygge.

Flere skoler og børnehaver har arrangeret ‘skraldiader’ hvor børnene bruger en dag på at samle skrald ude i naturen .. hjulpet godt på vej af et eventyr om Reno, den gode skraldehelt, der udøver heltegerninger i sin kamp for en skrald-fri skov ….

… og giver børnene til opgave at lave flotte arrangementer og konkurrencer for at komme skovsvineriet til livs …

Nå, læs hellere hér:

http://holddanmarkrent.dk/default.asp?MenuID=293

Andre steder laver man skraldekunst i børnehaver og fritidshjem

http://www.udmedskrald.horsens.dk/Laerervaerelset/Konkurrencebetingelser/Skraldekunst.aspx

Og skal det være virkelig avanceret, går man ind og laver et designfirma med speciale i at bygge skæve hønsehuse af kasseret træ .. eller en hel opera af kasserede brædder …

http://www.detours.biz/

(og bare rolig, hjemmesiden fungerer – saelv om den ser mærkelig ud … lisså mærkelig som sine projekter)

Det er det mest spændende initiativ i mange år.

De fleste andre bevægelser har været ‘rent’ økologiske eller ‘rent’ klimaregulerende (så at sige) så de har en tendens til at søge mod løsninger inden for den kendte struktur, efterhånden som de vokser, deres pointer er blevet klarere, og de bliver taget alvorligt.
De fungerer helt og holdent på det eksisterende systems præmisser.

Som det beskrives i en artikel af een af Transition Town ‘frontløberne’, så lider både den økologiske bevægelse som klimabevægelsen af “Sparepære-syndromet” dvs. staten regulerer gennenm lovgivning og anbefalinger, og den enkelte tager så ansvaret for at følge loven eller vejledningerne, og være den gode borger.

Transition Town bevægelsen er den første bevægelse, der så at sige ikke ‘kan’ hoppe med på dén bølge … fordi dens kernefokus er det samarbejdende lokalsamfund, eller samarbejdet i lokalsamfundet.
Det giver ingen mening, ovenfra at ‘pålægge’ en by at blive en Transition Town.
Projektet kan kun fungere, hvis det bygges op af de lokale i fællesskab.

Når det passer fint med idéen om et kreativt alternativ, er det fordi det flytter energi og ressourcer fra markedet og det offentlige, og over i det selvforvaltede rum, lokalsamfundet og ‘hiin enkelte’.

Udfordringen ligger i, at projektet er ret stort – og dermed også nemt kuldsejler i opstartsfasen.
Kunne man måske i stedet lave nogle ‘transition culture’ projekter, hvor man laver interessegrupper, der bygger alle mulige forskellige aktiviteter op, der peger i retning af lokal bæredygtighed og modstandsdygtighed … ??

http://www.det-enkle-liv.dk/?p=677

Dét initiativ, jeg omtalte, på Sydfyn, er nu ved konkret at blive løbet i gang.

Der holdes en række introduktions- og præsentationsmøder i området, jeg var med til een af dem, og det var pænt besøgt – 30-35 stykker, de fleste fra lokalområdet.

Det kaldes Syltemaen Omstillings Initiativ, opkaldt efter en å der løber gennem området …
Engen, hvor åen løber, er lidt af en attraktion, blandt andet fordi der vokser flere sjældne orkidéer …

Der var en journalist fra Information med til mødet, og han skrev en artikel, der ganske glimrende beskriver tanker og visioner bag Omstillings-bevægelsen …

Den store omstilling skal være en fest

Syltemae Omstillings Initiativ har osse oprettet en facebook-gruppe:

http://www.facebook.com/group.php?gid=326357569912&ref=ts

… jeg mener den er ‘tilgængelig’ udefra …

Der er måske osse noget på vej, både på Fejø og i Vejle …
Men dét ved mine med-skribenter sikkert en del mere om …

Jeg fandt hans hjemmeside
http://www.sowetobackpackers.com/
… syn’s da sådan noget er værd at lægge mærke til …
Både åbnings- og afslutningskampen i verdensmesterskaberne forgår i øvrigt på et nyopført stadion netop i Soweto …
… så der er go’ grund til at tro at vores unge ven får masser at se til det næste års tid …

Vi var en tre stykker en tur til Ærøskøbing i går.
Jeg bor i Svendborg, så der er ikke langt til færgen til Ærøskøbing.
Sejlturen var helt formidabel, vindstille, klart og tørt vejr, så der var en flot udsigt over øhavet.
Herligt, til en go’ morgenmad med kaffe og rundstykke med ost …
Desværre drillede mit digitalkamera, så jeg fik ikke taget nogen billeder fra færgen.
Da vi kom i land, fik jeg købt nye batterier, og så fungerede det igen.
I øvrigt en lidt pudsig landgang – vi kunne fra anløbsbroen se en klynge store danske flag, lidt oppe ad gaden.
De bevægede sig!
Det viste sig at være et begravelsesoptog, seks jakkeklædte herrer bar på hver sit danske flag i stort format, og da de nåede færgen, tog de opstilling og dannede æresport (eller hvad det nu hedder i dén sammenhæng) som rustvognen så kørte igennem, og o,m bord på færgen.
Bagved stod et følge på ganske mange mennesker, og tog afsked med kisten.
Det må åbenbart ha’ været en meget fremtrædende personlighed fra øen, der gjorde sig fortjent til en så stilfuld afsked …
Det forstærkede – nok noget utilsigtet – oplevelsen af at komme til et landligt Korsbæk, som man altid får, når man kommer til Ærøskøbing.
Nå, men vi fortsatte ud langs havnen, og ud mod de små badehuse, i et helt fantastisk vejr.
Vindstille og lun sol, det var ikke til at fornemme at temperaturen lå lige under frysepunktet.
Badehusene ligger på en meget lang odde, og er et kendemærke for Ærøskøbing.

Vi gik dog først lidt længere ud og ind gennem et lille sommerhusområde, og så tilbage langs husene.
Selve odden fortsætter betydeligt længere ud, og helt ude på spidsen er der et større og lidt højere beliggende område hvor der ligger nogle gårde.

Det må være et ejendommeligt sted at bo …
Badehusene stod faktisk til nedrivning for et halvt hundrede år siden, men efter en lang kamp fik de lov at blive stående … dog på dén betingelse at der aldrig måtte laves om på dem.
Kommunens folk tager hvert år et billede, de så sammenligner med billedet året før … og hvis een af husejerne har malet huset i en anden farve, får han kort og godt besked om omgående at bringe det tilbage til den gamle farve.
Husene er eftertragtede .. de er vel 4-6 kvm, nogle er mindre endnu … og den mindste og billigste koster, fik vi at vide af een vi spurgte, der ville ha’ købt det, ikke mere end 120.000 kr.

Nå, men vi bevægede os op i byen …
Dét var en noget surrealistisk oplevelse …
Vi har været derovre nogen gange om sommeren, og da myldrer de små gader med menesker …
Men på denne ganske almindelige hverdag var der ikke eet menneske … byen var fuldstændig tom.
Vi ville ha’ noget frokost, men det viste sig umuligt at finde nogen form for restaurant eller café der havde åbent.
Vi bemærkede til een af de få lokale, der hom forbi, hvor tomt der var.
Men hun sagde, ork, dét er ingenting … prøv at komme efter nytår, så er her for alvor dødt …

Nå, men nogle få af brugskunst-butikkerne havde da åbent, og så ret så nysselige ud med julepynt og fortovsudstilling …
Vi så i een af de små gader et hus, der godt nok var lidt ud over det sædvanlige … muren var helt krum og skæv, men huset var vældig flot vedligeholdt .. det skulle ikke undre mig, om det var eet af byens ældste …
Flot var det i hvert fald …

Efter at have gået byen rundt en times tid, lykkedes det os langt om længe at finde et sted at spise …
Pølsevognen ved havnen.
Det eneste, der havde åbnet.
Hér fik vi sulten stillet, med nogle burgere, der i øvrigt var ganske udmærkede …
Så gik turen hjemad med næste færge, og en lige så flot tur hjem, som ud …
En ganske udmærket måde at tilbringe en sen-december-dag på …

Nogle unge mennesker ville udvinde dén energi, der fyres af i landets motionscentre.
Man kunne lave små generatorer, der blev placeret i motionsredskaberne, og derigennem frembringe strøm.
Det kunne så bruges til f. eks. ël-forbruget i træningscentret.

Jeg har hørt om det før, og har hæftet mig ved det, fordi jeg selv har tænkt tanken …

http://newz.dk/motionscenter-uden-elregning

M-e-n det kunne godt give nogle lidt betænkelige perspektiver …
Tænk hvis nogen nu fik den idé, at nogen af dem man nu af een eller anden grund ikke ku’ li’, .. ja, hvis de ikke ku’ gøre gavn på andre måder, så ku’ de da gå ned i det lokale center og frembringe energi ..
Som en betingelse for at få mad i munden …

Nu er det heldigvis ikke realistisk (derfor tør jeg osse godt skrive det, uden at frygte at give gode idéer til nogen .. )

For dén energi, vi som mennesker kan frembringe, er ufattelig lille i forhold til de energimængder der bruges til transport.
Så det kan ikke få npogen praktisk betydning dén vej rundt …

Derimod ku’ man måske godt tænke sig, at man kunne have et motionsapperat stående hjemme, der kunne frembringe el til f. eks. et lavenergi TV eller ditto PC.

Som jeg før har været inde på, kan man jo godt frembringe lys dén vej rundt.

Generelt kunne vi mennesker godt yde noget mere end vi gør – og måske undgå nogle af de snirklede omveje ..

Dén ene gang jeg har været på sygehuset (en gang i firserne) lå jeg på stue med et par gamle gutter der havde arbejdet på landet i deres unge dage …

Der var dengang en løbende konkurrence mellem karlene om, hvem der kunne bære flest 100 kg.s kornsække op ad stigen, op på loftet, og hvem der kunne gøre det hurtigst …
Vi er lissom blevet lidt sløvere siden dengang …
Men osse mere ergonomisk korrekte, og godt for dét …

Det er ulovligt – ja, selvfølgelig er det dét …
Men ganske harmløs … så længe man lige tjekker, at det man smider ikke kan være en invasiv art (en fremmed art der breder sig så voldsomt at den bliver en trussel for miljøet)Det er sjovt nok een af de ting jeg selv har overvejet, i tidens løb .. så er det da meget interessant at få at vide, at der faktisk findes et ord for det … ja, en organisation med hjemmeside og det hele …

http://www.guerrillagardening.org/
Der er masser af muligheder.
Smid noget blomstereng ud over en trist græsmark.
Eller, også interessant, noget spiseligt …
Hvad med bladfennikel .. ?? Ku’ da være hyggeligt hvis duften af Kongen af Danmark – bolcher kunne overdøve stanken af udstødningsgas … ?
Jordskokker? – Som er noget af det mest livskraftige der kan gro i Danmark … og en lille bakke med tre-fire knolde koster 20 kr. i supermarkedet ..
Skorzonnerrod .. ?? – Både roden, og også bladene, kan spises .. de gror år efter år på samme rod, og spreder sig selv uden problemer …
Pastinak? … de er allerede overalt i grusede, tørre og sølle vejkanter rundt omkring i landet …
Andre ideer meget velkomne … dog ikke kæmpe-bjørneklo ..